Hvad laver vi som spejdere?
I praksis
Vores udgangspunkt for aktivitet er naturen - hele året, men vi er også indendørs, når det er hensigtsmæssigt af hensyn til en given aktivitet.
Vi gør vores bedste for at lave aktiviteter, der er udfordrer spejderne - og gradvist giver dem mod på at tage ansvar og indgå som en dynamisk enhed i større gruppe. Det kan være ved at gøre spejderne til patruljeledere, give dem medindflydelse og medansvar for at planlægge og gennemføre aktiviteter for og med de øvrige spejdere på tværs af aldersskel. Eller ved i trygge og kontrollerede rammer at opleve, at de kan i virkeligheden meget mere end de går og tror... Det kan også være ved at gøre det naturligt at deltage i fælles opgaver - såsom madlavning, oprydning..
Vi laver alt lige fra enkle håndværksmæssige ting, hvor spejderne får lov til at hamre og save, til bål, madlavning, førstehjælp, patruljeaktiviteter, kanosejlads, klatring, orientering... Vigtigst af alt... det skal være sjovt og udfordrende for alle :)
Kom og besøg os en onsdag, eller nogle onsdage mellem 18.30 - 20.00 - for spejder... det skal opleves i virkeligheden og ikke på nettet :)
Den officielle formulering.
Det Danske Spejderkorps har til formål at udvikle børn og unge til vågne og selvstændige mennesker, der er villige til at påtage sig en medmenneskeligt ansvar i det danske samfund og ude i verden.
Idegrundlag
Det Danske Spejderkorps er en frivillig, ikke-partipolitisk opdragende bevægelse af børn og unge vejledt af voksne
Korpset er åbent for alle uden hensyn til oprindelse, race eller tro.
Korpset arbejder i overensstemmelse med et formål, nogle principper og en metode.
Spejderloven
Den, der er med i spejdernes fællesskab, gør sit bedste for:
- at finde sin egen tro og have respekt for andres
- at værne om naturen
- at være en god kammerat
- at være hensynsfuld og hjælpe andre
- at være til at stole på
- at høre andres meninger og danne sine egne
- at tage medansvar i familie og samfund
Arbejdsgrundlag - efter paragrafferne - de formelle ord
§ 5.
1. Det Danske Spejderkorps søger at skabe et spændende og udviklende miljø for børn og unge.
2. Gennem gruppevirksomhed søger korpset at fremme samarbejdsevne og arbejdsglæde. Ved at give spejderne lejlighed til at dyrke friluftsliv ønsker man at give dem kendskab til naturen og lyst til at værne den. Gennem teoretisk og praktisk arbejdsstof søger man at opøve færdigheder, som både spejderne og deres medmennesker kan have glæde af.
3. Korpset søger endvidere at give spejderne samfundsforståelse og viden om Danmark. Gennem korpsets tilknytning til den internationale spejderbevægelse gives der spejderne mulighed for kontakt med andre landes ungdom, natur og kultur.