Beredskabsplan i Radulf Gruppe/ Det Danske Spejderkorps
På det Det Danske Spejderkorps (DDS) korpsrådsmøde i november 2001 blev det besluttet, at alle nye ledere og ledere, der skifter lederfunktion inden for DDS, skulle tjekkes i Det Centrale Kriminalregister vedr. forhold omkring seksuelt misbrug af børn og unge.
Alle ledere i Radulf Gruppe har afgivet samtykke til at, der indhentes en børneattest hos Rigspolitiet.
Der indhentes ligeledes børneattest på eksterne hjælpere på ugelejre/længere lejre, men som udgangspunkt ikke til hjælpere/undervisere, der medvirker til at afvikle dagsarrangementer eller et enkelt spejdermøde.
Børneattesterne fornyes hver andet år. Formand og gruppeleder modtager notifikation,
hvis de ikke bliver fornyet og følger direkte op med lederne.
Fornyer lederen trods påmindelsen ikke børneattesten i tide vil DDS centrale administration kontakte gruppeleder og bestyrelsesformanden.
Hvis børneattesten ikke kan fornyes på grund af tilbagemeldingen fra Rigspolitiet kontaktes
Bestyrelsesformand & Gruppeleder direkte af DDS centrale administration, hvorefter Bestyrelsesformand/Gruppeleder straks tager kontakter den pågældende leder og stopper samarbejdet.
Gruppestyrelsen (bestyrelsen) i Radulf Gruppe har på gruppestyrelsesmødet d. 14. januar 2004 besluttet nedenstående handlingsplan.
Beredskabsplan i Radulf Gruppe ved mistanke om seksuelt misbrug af spejdere:
Inden for DDS:
• Hvis der konstateres seksuelt misbrug eller der mistanke om, at det skulle have fundet sted, skal gruppelederen og
bestyrelsesformanden straks underrettes.
• Spejderens kommune underrettes straks. I Solrød Kommune underrettes Børne- og Ungerådgivningen (BUR) eller SSP konsulenten.
• Gruppelederen og bestyrelsesformanden holder hurtigst muligt et møde med den pågældende leder/medhjælper.
• Efter mødet vil det være muligt for gruppelederen og bestyrelsesformanden midlertidigt at suspendere den pågældende leder/medhjælper fra DDS, mens en eventuel undersøgelse foregår.
• Hvis det er nødvendigt at udtale sig til pressen, udpeges en person til at udtale sig i den givne sag. Helst foregår alt pressekontakt via korpsets pressetalsmand.
” Regler”
• Altid flere ledere med på turene. Er der både piger og drenge med på turen, skal der være ledere med af begge køn.
• Skulle der opstå en mistanke om, at en spejder var blevet misbrugt seksuelt af en leder/medhjælper, er det vigtigt, at den pågældende leder/medhjælper beskyttes mod omverdenen, særligt pressen.
• Husk ingen leder/hjælper er normalt uddannet til at tage sig af børn, der er blevet misbrugt. Ingen leder/medhjælper begynder at ”behandle” et misbrugt barn, men lader de professionelle om det.
• Konstateres det, at en leder er kæreste med en spejder under 18 år, skal gruppeledelsen straks gøre den pågældende leder opmærksom på det ulovlige i forholdet og få det bragt i orden.
• Med spejder menes der i denne beredskabsplan et gruppemedlem, der er under 15 år.
Uden for DDS:
• Hvis en leder/medhjælper har mistanke om, at en spejder er blevet seksuelt misbrugt uden for korpsets regi, skal pågældende straks tage kontakt til kommunen. I Solrød Kommune til Børne- og Ungerådgivningen eller SSP konsulenten. Henvendelsen kan foregå anonymt.
Alle spørgsmål og kommentarer til ovenstående, bedes venligst rettet til den til enhver til siddende bestyrelsesformand.
Således vedtaget på det ordinære bestyrelsesmøde onsdag d. 14. januar 2004 / rev. 30-10-2023
DDS samværspolitik er efterfølgende indarbejdet/.
Bestyrelsen